Gruppebilledet f.v. bagest: sg. Burgdorf, T. Olsen, Skov, O. Kanstrup, Lars, ”Gartneren”.
Foran f. v. F. R. Jensen, J. Hertz Andersen, Aa. Nielsen, C. Pedersen og F. Thomsen
Soldatererindringer nedskrevet 1982, redigeret 1997 og 2022:
Indkaldelsen
Tirsdag den 2. februar 1972 var en dag med surt vejr, men også en skelsættende dag for godt otte-hundrede unge mænd, der i blandt undertegnede, som denne dag kl. 12:00 skulle møde på Flyvevåbnets rekrutskole i Skrydstrup.
Jeg var nyudlært, og havde et halvt år før modtaget min indkaldelse, og denne morgen vågnede jeg med sommerfugle i maven.
Allerede aftenen før havde jeg pakket en mappe med det få ting som man opfordrede mig til at medbringe. Det var en lommelygte, en lille kniv, en hængelås, kuglepen og toiletgrejer. Civilt skiftetøj var ikke velkommen.
Med denne lette bagage under armen og iført praktisk tøj; et par brune bukser, orangestribet skjorte, en bordeaux-farvet rullekravetrøje, et blåternet halstørklæde og en gammel brun læderjakke, samt et par tynde sko, – bestemt ikke egnet til en modeopvisning. Således begav jeg mig efter et hurtigt morgenmåltid til Odense Banegård, som sikkert aldrig har set mere trist ud end netop denne dag.
Tågen lå over baneterrænet, hvor der hist og her var snavsede snerester. Mit humør svarede meget godt til vejret. Jeg var i god tid og gik lidt rastløst frem og tilbage på perronen for at holde varmen.
Der var kun et par andre mennesker tilstede, et ældre ægtepar og en langhåret fyr. Der var endnu ca. et kvarter til toget mod Jylland skulle komme. Lidt efter kom en lys- og krølhåret ung fyr, også med en tynd mappe i hånden. Det lod til at han skulle med samme tog som mig.
Allerede her virkede man uniformeret med det praktiske tøj og mapperne, der var vist ingen tvivl om at han også skulle til Skrydstrup.
Det ældre ægtepar havde nu fået følgeskab af en lidt gammeldags klædt ung mand, som tilsyneladende var deres søn. De kom hen imod mig og den anden og spurgte om vi også skulle være ”hangarfejere” i Skrydstrup.
På den måde var vi allerede her et helt lille rejseselskab, der kunne stige på det tog der i mellemtiden var rullet ind ved perronen. Der var ikke mange passagerer med, så vi fik en kupé for os selv. Efter en første præsentation begyndte snakken at gå om det der lå forude, og som vi troede vi vidste alt om. – Man skulle blive meget klogere!!
Vi var et meget forskelligt trekløver, der i første omgang havde et tilfælles, som optog os alle.
Jeg var efterhånden blevet indstillet på at det år jeg gik ind til nu bare skulle rives ud af kalenderen, og at det nu gjaldt om at få det bedst mulige ud af situationen.
Ham der var blevet fulgt til toget af sine forældre, (jeg husker ikke længere hvad han hed), fortalte med store armfagter om de metoder hans kammerater havde brugt for at slippe for militærtjenesten – og som han også nok skulle vide at benytte sig af. Vi troede nu ikke at han ville få held med sine planer, og rystede vist nok på hovedet af ham, men han holdt fast ved at det nok skulle lykkes.
Den tredje, som hed Erik Egetoft, var gammel spejder og sammenlignede militæret med spejderbevægelsen og kunne godt tænke sig at blive befalingsmand.
Toget bumlede over Lillebæltsbroen og dagslyset vandt frem. Til højre kunne Fredericias rygende silhuet ses. Toget skulle ned gennem Sønderjylland, så vi slap for at skifte tog i Fredericia. Opholdet her varede ikke længe. Snart passerede vi Kolding og Lunderskov. Vi ankom til Vojens midt på formiddagen, og her var der allerede mange kommende soldaterkammerater. Det virkede helt bagvendt at en lille station som Vojens vrimlede sådan med mennesker, og der havde været næsten mennesketomt på Odense Banegård.
Der var mange der strøg ind i cafeteriaet, for at nyde den sidste kop kaffe i ”friheden”. Herinde sad der også nogle der var synligt berusede. De havde taget grundigt afsked med deres civile liv, de fik vist lov til at sove rusen ud i arresten.
Det varede ikke længe før der kørte et par store militærbusser, samt et par MP-jeeps op foran stationsbygningen.
Der kom to sergenter ind, der ifølge de navneskilte der sad på deres højre brystlommer hed: Sg. Dollerup og sg. Nielsen. Førstnævnte var ca. 170 cm. høj og havde et lille lyst fuldskæg. Sg. Nielsen var lidt højere og havde blond tilbagestrøget brillantine-hår. Begge sergenter havde sort MP-armbind på.
Sg. Dollerup talte med en høj, men høflig røst og ”tilbød” os at vi kunne blive kørt ud til flyvestationen, som ligger ca. 3 km. fra Vojens.
Da de indkaldte skulle være på KFUM´s soldaterhjem senest kl. 12:00, og da man kun havde et vist antal busser til rådighed foreslog Sg. Dollerup at vi fyldte busserne op. Så inden længe var vi atter videre på vej mod den skæbne vi ikke kunne undgå.
Hernede i Sønderjylland lå der et tyndt lag fin ren sne og der var også et par frostgrader.
Ved KFUM huset kunne flyvestationens store areal og dens vartegn; et ældre jagerfly ses bag hegnet.
Selve indkaldelsesproceduren skulle foregå i gymnastiksalen og den var godt pakket kl. 12. Hver person skulle træde frem ved opråb af cpr. nr. og fulde navn. Fremgangsmåden var sådan at en person født 1. januar blev kaldt frem først, dernæst den eller de der var født 2. januar osv. osv. Således gik det til at samtlige på den stue jeg kom til at bebo fyldte år mens vi var rekrutter, flere endda samme dag. Den 20. marts var vi f.eks. tre der kunne fejre fødselsdag.
Efter denne indkaldelse blev vi samlet på tre geledder uden for gymnastiksalen, og så var man ellers inde i forsvarets trummerum. Det der blev gennemgået denne eftermiddag og aften virkede enormt godt organiseret, men det var naturligvis også rutine for officerer og befalingsmændene, da der fandt indkaldelser sted fire gange om året.
Det hele gik som på samlebånd, man tildeltes stue, 12 mand på de fleste. På vor stue var vi dog kun ti. Hver stue fik sin faste sergent, en såkaldt stuekommandør, og så gik det ellers slag i slag. Med march over til depotet og få munderingsgenstande, det hele samlet i en papirsæk. Bagefter fik vi instruktion i hvordan det hele kunne og skulle ligge i, og på det ikke særligt store skab.
Det var helt ”Monty Phytonsk” tænk engang ti mand stå på hovedet i hver sin sæk, for så at dukke op med en eller anden stump rem til seletøjet. Efterhånden lykkedes det at få samlet en uniform, og så var det, det civile tøj der røg ned i sækken.
Den første dag var det en lidt blandet uniform da vi skulle fotograferes til de militære identitetskort. Fotografen gik frem efter samme metode som man ser på film, når kriminelle skal fotograferes til politiets kartoteker, altså med personnummer på en tavle i brysthøjde. Så blev man fotograferet fra siden og forfra. Billederne kom derfor også til at ligne forbrydere eller mindst pasfoto. For at det skulle se bare nogenlunde kultiveret ud, var alle kommanderet i blå udgangsuniformsskjorte plus slips, resten var fra kampuniformen.
Det var den første konfrontation med de militære beklædningsregler, og man opdagede da, at det ikke er slipsekultur der prægede den unge danske generation. Mange var slet ikke i stand til at binde deres slips selv, – men det fik de lært.
Ind imellem blev der lidt tid til at stifte bekendtskab med flyvestationens cafeteria og de meniges ”tut”.
Om aftenen fik vi instruks i rekrutskolens sengetids- og nattegns-regler, det forholdte sig således af man skulle være i sin seng senest kl. 24:00, og det var muligt at søge nattegn en gang om ugen, så fik man en times frist mere. Den første aften forlangte man dog at alle skulle være i sengene kl. 21:30, og det havde vi sikkert også godt af efter en lang og anstrengende dag.
Dag 2
På trods af de uvante omgivelser og ukendte lyde, for ikke at sige savnet af en god varm dyne, som her var erstattet af to tæpper og lagener, sov jeg ualmindeligt godt da sg. Burgdorf slog døren til stuen op kl. 5:45, for bestemt at gøre opmærksom på at nu var det tiden at komme på benene.
Da cafeteriet ikke kunne rumme alle på en gang, var det nødvendigt at spise eskadrillevis.
Men alt gik efter klokkeslag her. Kl. 5:45 vækning, 6:30 til 7:00 var der morgenmad, 7:00 til 7:30 klargøring af stuen til stueeftersynet som fandt sted kl. 7:45, hvorefter der var morgenappel i gården.
I forbindelse med stueeftersynet var der også kontrol af den enkelte rekruts uniform og hygiejne. Nogle af os var jo næsten kun store drenge med sparsom skægvækst. Alligevel kontrollede sg. Burgdorf om jeg havde barberet mig ved at køre en tot bomuldsvat hen over mit ansigt, og så måtte det ikke hænge i!
Rekrutterne var indkvarteret i to langhuse til hver eskadrille. Imellem husene havde hver eskadrille sin kasernegård, hvor der var morgen- og aftenappel, samt eksercits.
Anden eskadrilles chef var major Holck, næstkommanderende var premierløjtnant Niels Simonsen, af de menige kaldt ”Pinoccio” på grund af hans størrelse – eller man skulle måske sige mangel på samme. Han var kun ca. 160 cm. høj og lignede også en dukkedreng. Det så pudsigt ud når han sad bag rattet i sit tjenestekøretøj – en stor Landrover.
Det var ikke februarholdet der havde givet ham hans øgenavn. Dengang blev der indkaldt mange til Flyvevåbnet, og de blev samlet på to store rekrutskoler, Skrydstrup og Karup. Så de fleste kendte en eller flere der havde været i Skrydstrup før, og dermed også de forskellige personers øgenavne.
Foruden majoren eller premierløjtnanten, var der involveret de fire delingsførere, samt stuekommandørerne i morgenappelens ritual, for det er det vist ikke for meget at kalde det!
Sergenterne talte ”sin” stues mandskab op og ”meldte” til delingsføreren, som efter at have modtaget ”melding” fra samtlige sg.´er, ”meldte” videre til enten majoren eller premierløjtnanten – ”Pinoccio”.
En af delingsførerne var seniorsergent Schleef, om hvem det blev sagt at han da vist var født 30 år for sent og 300 km. for langt nordpå. Han havde været officer, men var blevet degraderet pga. en alvorlig foreteelse.
De fleste militærfolk er berygtede for at råbe højt, men undertiden var der noget der kunne få dem til at tie. Det eneste vi foreløbig havde mærket til at det var Flyvevåbnet vi var indrulleret i, var når der startede et jagerfly og det strøg hen over os i lav højde, så var al tale simpelthen umulig.
Der begyndte allerede på anden dagen i min militære ”karriere” at udvikle sig et godt kammeratskab på stuen, samt i delingen, og fra første morgen var alle med i rengøringen.
Det viste sig at Erik Egetoft, som jeg var rejst sammen med herned, også var kommet i 2. esk. 3. del.
En af gangene hvor vi kom løbende ud i gården til appel var sneen efterhånden trampet til et helt ispanser og spejlglat. Først gled en enkelt, og i et komisk forsøg på at holde sig på benene trak han ti mand sprællende med på jorden. Det udløste naturligvis en gevaldig latter.
Andendagen gik som den første, med en masse forberedende manøvrer. Vi blev indviet i den militære straffelov. Det var ren skrækpropaganda fremført af en vis oversergent Blond, med tilnavnet ”James”, ham kendte jeg desværre udmærket af omtale. Han var berygtet for sin barske måde at træne rekrutterne på. Der var også på et tidspunkt, et par år inden jeg blev indkaldt, at en gruppe menige hævnede sig på ham, så alvorligt at han brækkede et ben. Til alt held fik jeg ikke meget at gøre med ham. (Blond var tosset i hovedet. Fik efter sin tid i Flyvevåbnet en dom for narkohandel! – ifølge Erik Hilmar Kragh, tidligere rekrut samme sted.)
Senere på 2. dag var vi på en lille rundvisning. Her så vi bl. a. MP-stationen og de meget enkle celler, hvor man kunne anbringes hvis man gjorde sig skyldig i grovere tilfælde mod den militære disciplin.
Så var det trods alt mere spændende at komme ud til flyhangarerne og se jagerflyene på tæt hold.
Det var først et halvt år efter, da jeg var overført til en raketeskadrille på Amager, at jeg fik lejlighed til at være passager i et fly der skulle lande og starte på Skrydstrup. Vi skulle på øvelse i Oksbøl, og blev transporteret fra Værløse til Skrydstrup i et af flyvevåbnets transportfly, en såkaldt C 54´er.
De første dage var vi gentagne gange på infirmeriet for at blive vaccineret, afgive blodprøve m.m. Når det skete, skulle det gerne overstås i løbet af formiddagen for alle tre eskadrillers vedkommende, så vi fik simpelthen ordre til at klæde os halvvejs af ude i den kolde sne, da der ikke var plads til mange indendørs. I den anledning måtte vi høre på mange af sergenternes platte morsomheder.
En enkelt gang skete det at en der havde været inde og fået tappet blod besvimede og faldt omkuld i sneen.
Med undtagelse af den første aften var der mulighed for at bruge fritiden i tutten og KFUM´s soldaterhjem. Begge steder var der farvefjernsyn, hvilket ikke var så almindeligt dengang. Der var også begge steder billiard og skakspil m.m., og undertiden var der arrangeret underholdning.
Flyvestationen gymnastiksal kunne omdannes til biograf eller teater. Så for de meniges velfærdsmidler var der arrangeret en stor underholdningsaften her med Two Danes, Birthe Kjær og Nat Russel, som sang alle deres kendte hits.
Det var en aften med fin stemning. Dog skulle vi ikke glemme den militære disciplin. Derfor var vi kommanderet i udgangsuniform og den korte tur til gymnastiksalen foregik i march på tre geledder. Og vé den arme synder der kunne finde på at pjatte i geleddet, så skulle sg. traktor-Nielsen nok slå hårdt ned. Der manglede bare at vi efter hvert nummer var blevet kommanderet klap. Det var dog ikke nødvendigt, da det var fin underholding.
På soldaterhjemmet var der engang engageret en tryllekunstner. Det var naturligvis også et godt trækplaster.
Nogle aftener flottede man sig og tog ind på diskoteket i Vojens. Her hentede skæbnen en af mine stuekammerater som fandt sig en kæreste derfra.
Det var uden tvivl et godt aktiv for forlystelsesetablisementerne i Vojens at flyvestationen ligger så tæt ved.
Endelig oprandt den første weekend, og vi nåede også at få vore frikort til DSB. Så gjaldt det om at komme hjem til pigen og familien, selv om man skulle være tilbage om aftenen og overnatte på flyvestationen. Men udsigten til en hel dag hjemme var mægtig rar.
I starten var det lidt mærkeligt at skulle vise sig udenfor det militære område i uniform, men jeg tror at de fleste trods alt var lidt stolte over de forholdsvise pæne uniformer, men der var ikke frit valg, den første måned var der simpelthen uniformstvang. Det var i hvert fald rart at komme hjem og være midtpunktet for en dag, for der var meget at fortælle.
Årstiden kunne godt være barsk at være rekrut på, da det meste af undervisningen foregik i fri luft. Men man lærte at klæde sig varmt på, og så længe det var tør frost blev man ikke svinet så meget til. I tøvejrsperioderne var det værre. Der var en dag jeg husker særligt godt, hvor vi lå ude i gården i blæsende regnvejr og opkørt slud og skulle samle vores udrustning.
Selv om vi nu var kommet i ensartet uniform kunne det tydeligt ses at vi var nyindkaldte, eller ”møl”, som er bassernes (”Basse” er lig med den snart hjemsendte menige) øgenavn til de nye. Det kneb nemlig ofte under march med at holde takten, så det ifølge sergenterne lød som en sæk kartofler der faldt på jorden, og geleddet snoede sig ud og ind.
Dog gjorde man i starten sit bedste for at effektuere de forskellige ordrer man fik. Der var til at begynde med meget respekt for befalingsmænd og officerer på grund af udsigten til de forskellige disciplinarmidler man kunne blive idømt ved indberetning. Det kunne være ekstra stuevagt, d.v.s. man var med i den daglige undervisning, men om aftenen havde man ekstratjeneste som ”stik-i-rend-dreng”, eller andre lignende ting for den vagthavende sergent.
Det kan heller ikke udelukkes, at udsigten til at blive latterliggjort for delingen blev brugt som pression. Senere fandt vi ud af hvor langt vi kunne gå uden indberetning, og latterliggørelsen mistede med den indbyrdes solidaritet efterhånden noget af sin effekt, og blev senere brugt mod sergenterne. Til tider udviklede det sig til et helt lille drilleri når der kun var et par af sergenterne tilstede, eller hvis det var en sergent der havde markeret sig uheldigt i vore øjne. Så kunne man lade som om man ikke havde hørt en kommando og fortsætte ligeud et sted hvor vi skulle dreje. Som tidligere nævnt fløj der ofte jagerfly over os i lav højde, en fin undskyldning for ikke at have hørt en kommando.
Vejret kunne også drille. De mests militaristiske officerer kunne ikke lide når der lå sne, for så kunne man ikke høre støvletrampet ordentligt når vi havde eksercits.
”FUT”, som står for fysisk udmattelse og tortur, – eller den officielle version: fysisk uddannelse og træning, foregik ude på en tilstødende græsmark. Her drillede vejret tit når vi lå ned i halvsmeltet sne for at gøre fysiske øvelser og mange gange blev gennemblødt til skindet.
Efter et par dage som rekrut fik vi udleveret gevær, som naturligvis altid skulle være rengjort og uden rust, hvilket var lidt af en prøvelse her om vinteren, hvor der var meget fugt som kunne trænge ind i alle krogene og lynhurtigt danne rust. Derfor var der altid travlhed på pudsestuen om aftenen, og naturligvis den rene svir da jeg engang skulle aflevere mit gevær til reparation – så var der jo ikke det at pudse på.
Nogle dage var så drøje, at jeg efter at have pudset støvler efterset gevær m.m. gled lige i køjen.
Kammeratskabet i delingen var utroligt godt på trods af at vi kom fra yderst forskellige sociale lag. På min stue var vi dog meget jævnbyrdige i den forbindelse.
Olsen fra Køge, som i det civile arbejdede med betonvarer. Han var en stille, meget almindelig fyr, som blev far en af de første uger på Skrydstrup.
Ole Kanstrup, en københavnsk edb operatør (sådan hed det dengang!), som var en udpræget ledertype. Han tog ofte initiativet ved de forskellige arbejdsopgaver.
Jørgen Hertz Andersen, en chauffør fra Oddsherred, som fandt sig en kæreste i Vojens.
Aage Nielsen, lille mørkhåret og kraftig, han var kommis og fra Haarby.
Carsten Pedersen, maler fra Odense.
Finn Thomsen, en murer fra Tinglev, som i sin fritid var faldskærmsudspringer.
Derudover var der Skov, en meget langhåret og skægget postarbejder, som altid havde en frisk vittighed eller bemærkning på læberne. Og så havde han en utrolig kondition.
Der var to som jeg ikke husker andet om; kun at den ene hed Lars (Jensen?) og var fra København, den anden var en gartner fra Roskilde.
Ja og så undertegnede.
Der var i vort tidsskema afsat tid til møder hvor vi kunne drøfte forskellige spørgsmål, og kunne vælge en talsmand. Hvad var da mere naturligt end at vi valgte en københavner-advokat (Rentz-Petersen) til at tale for os, når vi nu havde en i afdelingen. Han havde da også held til at få ændret forskellige småting. Men selv saglig argumentation prellede, af på officerer og befalingsmænd, i spørgsmålet om hvorvidt man kunne lære at snige sig afsted i en tør grøft.
Derfor slap vi ikke for at få en tur gennem den mest mudrede grøft jeg nogensinde har set. (Modelfoto) Altså godt ned på maven med geværet under sig, for at der ikke skulle kunne ske noget med det!
Det var i den forbindelse jeg blev indberettet første gang. Vi var selvsagt godt møget til, så da vi kom hjem på flyvestationen var der nogle der gik under bruseren i fuld mundering.
Forinden havde vi spurgt sg. Guldbrandt om vi måtte rengøre geværkolben under vandhanen, og det gav han tilladelse til. Vi var godt klar over at vi ikke måtte med geværets metaldele. Desværre var det ikke i overensstemmelse med sekondløjtnant Stetters (Delingsfører i 1. del.) synspunkt. For da han på en inspektionsrunde kom ind i et af vaskerummene så han at jeg stod med geværkolben under en vandhane. Resten af geværet lå på gulvet, sammen med noget af min øvrige udrustning, som jeg ville ordne på pudsestuen bagefter. Jeg blev straks mistænkt for at have haft selve geværet under vandhanen, da han fandt lidt vanddråber inde i en krog. Men jeg forklarede at de stammede fra bækken vi havde været igennem. Han ville ikke godtage min forklaring, – blev helt rød i ansigtet og råbte op om at jeg øjeblikkeligt var indberettet, så alle i vaskerummet var lamslåede! Det endte dog med at han frafaldt, da sg. Guldbrandt bekræftede sin tilladelse, og at vi havde været i merbemeldte bæk.
Anden gang jeg blev indberettet, var en fredag, hvor vi havde et usædvanligt grundigt stueeftersyn. Sg. Burgdorf havde uheldigvis for både ham og mig hvide handsker på, og efter en nærmere kontakt med en glemt krog på mit gevær, var hans handsker ikke pletfri mere. Han fik et sjovt ansigtsudtryk da han så det, og det havde jeg sikkert også. Facit blev at jeg skulle stille om med geværet en time efter. Regnet nøje ud efter togafgangen fra flyvestationens trinbrædt, så man først kunne komme med et senere tog, og selv skulle sørge for transport til Vojens. Til alt held for mig havde jeg netop den uge min bil med for at jeg kunne komme hjem en aften midt på ugen. Så det fik ikke helt den tilsigtede virkning.
Der blev også stillet store krav til rengøringen af stuerne. Gulvet var belagt med et asfalt-lignene materiale, som skulle bones en gang om ugen og poleres dagligt. Det skulle være sådan at hvis sg. Burgdorf lod sin hue kure tværs under køjerne, hvilket han gjorde ved et af de første stueeftersyn, måtte der ikke være et støvgran på huen bagefter.
Da vi senere fandt ud af at vi nødig skulle stille om med stuen op til en weekend, havde vi såvel skabe som senge fri af væggen mindst en gang om ugen for ekstra rengøring.
Gaskammeret
Sidst i marts 1972 var der hektisk aktivitet i eskadrillen. De sidste større øvelser skulle overståes inden påske, da vi først i april skulle overføres til vort fremtidige tjenestested.
Den 14. marts skulle vi have det første bekendtskab med gasmasken i praksis. Vi havde haft den på under øvelser, bl. a. ved løb, skydning og påklædning. Denne gang skulle vi i gaskammeret og det gik der mange røverhistorier om, så jeg må indrømme at jeg var lidt nervøs.
Det første vi skulle prøve var med tåregas, og var ganske enkelt for at lære at få masken til at slutte helt tæt, hvilket var vanskeligt for dem der havde skæg. Anden gang skulle vi gå ind i gaskammeret, tælle til ti og tage masken på. Denne gang var rummet fyldt med C-gas.
Allerede næste dag var der en anden større øvelse, et natorienteringsløb på sønderjyske mark- og landeveje. Det var en lidt speciel uniform der skulle bæres i den anledning, sløringstørklæde om hovedet á la sørøver, sortsværtede ansigter, gummisko og uniformsgenstande som det var ekstra let at bevæge sig i.
Det var sidst i rekrutperioden og kammeratskabet på stuerne var nu så godt fasttømret, at vi gerne havde set denne øvelse udført stuevis, men dette var af en eller anden grund udelukket!?
Så gik det ellers under markhegn, over grøfter og marker, så man undgik at blive set af de udlagte observatører, – så hurtigt som mørket tillod frem til målet, som der skulle afgives rapport om, så man kunne få en plads på lastvognen der ventede, og blive kørt hjem til kasernen inden det blev alt for sent. For selv om der gik sport i sagen skulle man jo ikke overdrive.
FSN-SKP. Flyvestation Skrydstrup ligger lige syd for landsbyen af samme navn, og strækker sig over et stort område, som udefra ser helt plantageagtigt ud. Foruden den militære udnyttelse er der også civilflyvning til Kastrup.
FSN-SKP blev anlagt af tyskerne under anden verdenskrig. Der er naturligvis altid liv sådan et sted, selv om natten, i weekends og på helligdage. Alligevel blev vi i starten rystede når vi sad på KFUM´s soldaterhjem, lige uden for vagten og der var slået alarm. Så blev der en livlig trafik af udrykningskøretøjer. Ved en enkelt lejlighed talte vi omkring tyve, og derudover en mængde MP-jeeps, som kørte ud mod landingsbanerne med voldsom fart.
Fødselsdagsfest
Som tidligere omtalt havde samtlige på stuen fødselsdag i rekruttiden, så vi synes at vi burde holde en fest. Da Finn Thomsen var den der boede nærmest flyvestationen, blev vi hurtigt enige om at holde den første del af festen hos ham og hans kæreste, i Tinglev.
Fredag den 17. marts, løb festen af stablen. Vi havde alle søgt nattegn, så vi havde frist til kl. 01:00.
Så snart eftermiddags appelen var overstået, fik vi travlt med den personlige soignering, så vi kunne komme til Vojens og nå toget til Tinglev. Der var i Vojens blevet sørget for lidt flydende rejseproviant, så feststemningen var tilstede ved ankomsten til Thomsen og hans piges lille hyggelige lejlighed.
Hun havde haft travlt med at forberede det hele, og platterne så særdeles lækre ud. Det er næsten overflødigt at sige at der blev skålet for mange ting, der var jo masser at skåle for, det gode kammeratskab, alle fødselarerne, værtinden, de mange jokes og så meget andet, så humøret var mægtigt højt.
Anden del af festen skulle holdes i Aabenraa i ”Røde Mølle” tror jeg at dansestedet hed, så vi benyttede os af vore frikort til DSB og tog bumletoget til Rødekro, (vi havde selv drikkevarer med!) og derfra med bus til Aabenraa. Her fandt vi hurtigt ”Røde Mølle”, hvor hele den larmende flok allernådigst blev lukket ind af den bredskuldrede dørvogter.
En enkelt af flokken var lidt ”træt” af kosten og dansen, og var faldet i søvn på toilettet, så der var lige ved at være panik for at finde ham da dansen sluttede for vort vedkommende.
Kl. 00:15 holdt den taxa der skulle køre os til Skrydstrup for døren. En time senere var alle under tæpperne undtagen Thomsen. Han insisterede på at give Burgdorf en ”melding”, når han kom for at se om alle var i køjerne til tiden.
Så da døren blev åbnet, stod Thomsen i retstilling i sin ”charmerende” militære undermundering (også kaldt erotikdræbere) og gjorde honnør.
Nogenlunde dette ordskifte fandt sted:
”Sj´ant s´je melder st´juen stiller ni mand i køjerne og en oppe – hik!”
”Ja den er fin, stå bare rør Thomsen, og gå så til ro!” sagde Burgdorf med et stort grin på.
”S´javel!”
Om lørdagen havde vi tjeneste til kl. 13:00, som regel var det kun løb og rengøring. Det er vist overflødigt at sige at denne lørdag blev der holdt en meget lav profil på stuen. Men tutten solgte meget kaffe.
Den 20. marts 1972, som var min og to af mine stuekammeraters fødselsdag, gav flyvevåbnet mig en oplevelse som jeg nok vil huske resten af mit liv.
Det var nemlig fastlagt at det døgn skulle 2. eskadrille på bivuak-øvelse, altså overnatning i det fri. Øvelsen skulle foregå i Pamhule skov, vest for Haderslev dam. Et ellers virkeligt pænt område, som jeg dog nok ikke værdsatte i den stund.
En del af ruten ud til skoven skulle tilbagelægges marcherende med fuld feltmæssig udrustning. Jeg husker ikke hvor tungt det var. Vejret var heldigvis tørt med et par graders varme. Inde i skoven fandt man en grantykning hvor vi slog lejr. Teltene var vore regnslag som blev knappet sammen to og to, og rejst ved hjælp af et par kviste.
Dagtimerne gik med at arrangere en velordnet lejr. Der skulle graves kogerender. Af hensyn til brandfaren skulle det ske nede ved den bæk der løb forbi lejren.
Der skulle etableres vagt, graves lejrdas – som vist ikke blev brugt af ret mange, at dømme efter den trængsel der blev ved toiletterne dagen efter på kasernen.
Endvidere var der orienteringsløb i skoven, hvor vi undervejs skulle rede os ud af forskellige ”krigssituationer”. Samariteruddannelse blev det også til.
Ind i mellem var der pauser, hvor vi kunne tilberede den mad vi havde fået udleveret som feltforplejning, samt den varmegivende kakao og kaffe, som var særdeles velkommen i det kolde vejr.
Vi havde været så forudseende at tage et par lommelærke med, så vi kunne fejre vores fødselsdag på behørig vis. Det var ganske vist ikke tilladt at have spiritus på kasernen. Men kampuniformen har jo dejligt mange lommer, så vi kunne praktisere ”sløring for enkeltmand”, som også har en militær betydning.
Allerede ved 20:30 tiden tørnede man ind, for at prøve på at få lidt hvile på det leje man havde lavet sig af grannåle samt kviste, suppleret af to uldne tæpper.
Netop som man var faldet i søvn, det lå det nemlig lidt tungt med, for man ”lå som på nåle”, blev man vækket af brandvagten, som man skulle afløse. Så kunne man gå lidt rundt på må og få i de tre kvarter man havde vagten her midt i den kulsorte nattetime.
Der var flere gange hvor vi næsten trampede på sovende folk. Alt i alt var det en nat med meget lidt hvile. Så vi fandt vores stue på kasernen som den rene luksus herefter.
Jeg var senere på forskellige øvelser i det fri, men aldrig under så simple forhold.
Personlige våben
Soldatens personlige våben er gevær, bajonet og håndgranat, og dem skulle vi lære at bruge på rekrutskolen.
På feltbanen blev vi trænet i håndgranatkast med øvelses håndgranater og finalen var kast med en skarp. Man erfarede da at den er et voldsomt våben. Handlingen var nøje instrueret, både teoretisk og i praksis, og sikkerheden var i højsædet. Men der løb alligevel en kold rislen ned ad ryggen når man havde afsikret den, kastet den, og indtil man var bag sikkerhedsmuren der var tydelig mærket af de mange håndgranatsprængninger.
Bortset fra det ene håndgranatkast, var geværet det eneste våben jeg kom til at prøve skarpladt. Men jeg var til gengæld mange gange på skydebanen.
”Selvmordseskadrillen”
De sidste fjorten dage af rekruttiden blev der taget sergentemner ud. Først havde man taget de frivillige der var egnede. Der var flere der havde meldt sig som blev vraget. Bagefter tog man dem som sergenterne af en eller anden grund anbefalede. På min stue blev der ikke taget nogen, og alle åndede lettede op. Lysten til seks måneders ekstra værnepligt var ikke stor.
Jeg erfarede at Erik Egetoft skulle på sergentskole, jeg formoder at han havde meldt sig frivilligt. Vi havde undertiden snakket sammen i rekruttiden, men bortset fra da vi rejste herned på indkaldelsesdagen havde han ikke omtalt sine planer yderligere.
Den anden jeg var rejst herned sammen med blev hjemsendt efter halvanden måneds tid. Men om han dermed fik den letteste tjeneste er jeg i tvivl om. Han var kommet i 6. eskadrille, så det var kun ganske få gange at jeg snakkede med ham. Men jeg hørte rygterne. Der blev sagt at han på alle måder, simpelthen i alt, havde spillet dum. Det er noget der skal en meget stærk psyke til, for konsekvensen er at sergenterne i første omgang kommer på nakken af en sådan person, og kræver mere af ham i alt. For ikke at sige latterliggørelse. Kommer det først så vidt er der næsten ingen grænse for hvor platte sergenterne kunne være.
6. eskadrille var kendt under navnet ”Selvmordseskadrillen”. Dette navn var påhæftet da en rekrut, noget før jeg var indkaldt, havde hængt sig fordi han ikke kunne tage det psykiske pres længere.
Modsat blev 2. eskadrille af de andre eskadrillers rekrutter kaldt ”Disneyland”, fordi det hed sig at her gik rekruttiden som en leg!
Efter seks dages befalet påskeorlov, var vi kun et par dage tilbage på FSN-SKP. Forinden havde hver enkelt været til en kort samtale på chefkontoret for at gøre rede for hvilket fremtidigt tjenestested man kunne tænke sig. Ikke fordi man kunne love at det ville blive opfyldt, men som man sagde: ”Man vil gøre sit yderste for at gøre alle tilpas. Jeg havde givet udtryk for at jeg gerne ville til Amager, bl. a. fordi jeg gerne ville til Københavnsområdet. Der var bedre togforbindelser hjem fra, og så kendte jeg flere der havde gjort tjeneste der.
Derfor skulle jeg overflyttes til Luftværnsgruppen, – forsvaret af det københavnske luftrum ved hjælp af Nike og Hawk raketter. De udstationerede mig på Flyvestation Kongelunden med tjenestested i Hawk eskadrille 542, der var en mobil enhed med nogenlunde fast plads ved sydvestpynten på Amager.
Sidste aften på FSN-SKP
Den sidste aften på Flyvestation Skrydstrup var ret forvirrende for mit vedkommende, det var så uheldigt at jeg skulle have stuevagt den aften, og til det var uniformen drejlstøj. (Lys arbejdsuniform). Samtidig med at jeg skulle løbe alle mulige ærinder skulle jeg sidst på aftenen have pakket alt mit grej, samt have skiftet til udgangsuniform.
Det ærgrede mig også at de andre kunne sidde i tutten og tage ordentligt afsked med dem der skulle blive tilbage i Skrydstrup. For dem der skulle gøre tjeneste på Sjælland, og det var de fleste, skulle rejse samlet med et særtog om natten med afgang fra flyvestationen kl. 00:30.
Omsider kom tiden da man skulle stille op i gården til den sidste appel inden afrejsen.
Det var trods alt svært ikke at tænke tilbage på de mange ting man havde oplevet i løbet af de ti uger man havde boet her. Så da de folk fra 3. deling som skulle til Sjælland marcherede efter 2. delings røde baglygter ud af gården, (når man marcherede om natten blev der spændt en lygte på første og sidste mand i geleddet,) var ens tanker blandet af utilfredshed dels med at vi skulle rejse om natten, samt situationen med at tage afsked med soldaterkammerater, som vi inderst inde godt vidste at vi aldrig mødte igen. Endelig var der så forventningerne til det nye tjenestested.
Togafgangen fra flyvestations trinbræt var temmelig forsinket, de fleste sad allerede og småblundede. For det var ikke helt som når man rejste hjem på weekend, hvor man kunne drikke en øl eller to. Toget var nemlig spækket med MP´er og befalingsmænd – der blev ikke taget nogle chancer.
Endelig kørte toget ud ad det meget ujævne spor og blev ulideligt langsomt rangeret ind på Vojens station. Da først der var fløjtet afgang fra Vojens faldt jeg i søvn, og så kun et glimt af Fredericia og Odense inden vi skulle gå ombord på færgen i Nyborg ved 3:30 tiden.
På færgen stødte de folk som havde været rekrutter i Karup til. Så der var fantastisk trængsel, det var en mærkelig situation med alle de uniformer. Hvis det ikke var fordi man vidste bedre kunne man godt tro at det var en scene fra en film fra den anden verdenskrig.
Vi nåede frem til Roskilde ved 6:00 tiden og blev derfra kørt på lastbiler til Flyvestation Skalstrup. Her fik vi mulighed for at få noget morgenmad, inden vi opdeltes efter hvor vi skulle gøre tjeneste.
Som tidligere nævnt skulle jeg til Flyvestation Kongelunden. Det første indtryk jeg fik af Amager var Kongelundsvejens utrolige længde, ca. 9 km. og som trukket efter en lineal, hvad der var medvirkende årsag til at den føltes ekstra lang.
Eskadrille 542
Flyvestation Kongelunden var en meget moderne kaserne i forhold til Skrydstrup, der var firemands stuer, men da de fleste var fra København og tog hjem efter dagens tjeneste, var man kun to eller tre på stuen om natten.
Jeg boede sammen med Leif Skjønnemann og Erik ?Lindekilde og en københavner.
Allerede efter et par dages forløb erfarede vi at Kongelundskroen, som lå ganske tæt ved næsten ned til vandet, var et meget hyggeligt samlingssted.
Tjenestestedet Eskadrille 542 var et par km. væk. Dertil blev vi transporteret på lastvogne, og når den gamle udslidte militærbus ellers ikke var i stykker, i den.
Hawk eskadrillerne er beregnet på at være mobile, men ved Søvang var der en plads indrettet som hjemmebase.
De forskellige radarer og flysøgningsenheder var parkeret på græsbevoksede høje, og de seks lounchere – d.v.s. affyringsramper, var når i beredskab klar med i alt 18 missiler, parkeret på hver en lille asfalteret plads med en jordvold i en halvcirkel uden om. Ligeledes var der jordvolde uden om raketdepotet. Louncherdelingen virkede som en enhed for sig selv, med de lave mandskabs og værkstedsbygninger og jordvolde med forholdsvis velholdte græsarealer omkring. Det hele bundet sammen med små asfalterede veje.
Oppe ved porten var der en gammel trelænget gård, der i den ene længe var indrettet med vagtstue/telefoncentral, soverum for vagtmandskab, en tut for de menige, en for sergenterne og en for konstabler. På 1. salen var der et stort konferencerum.
Hovedbygningen rummede administrationskontorer, soverum for vagthavende officerer og endelig nogle mødelokaler.
I den tredje længe var der våbenkammer på 1. sal og lager samt autoværkssted i stueetagen.
Gårdspladsen var delvis flisebelagt med en stor græsplæne midt i, her var der også en obligatoriske flagstang med splitflaget.
Morgen- og aftenappelen foregik her hvor al personalet linede op som en tænkt fjerde længe.
Efter ca. en uges teoretisk undervisning i raketkrigsføring uddelegeredes vi til de forskellige delinger. Der var tre delinger hvor de menige kunne beskæftiges: Generatordel. – elektrikere, garagedel. – chauffører og mekanikere, og louncherdel. – ”kabelslæberne”.
Jeg blev anvist til louncherdelingen. De første par uger var afsat til træning i at rigge missilerne af og på ramperne ved hjælp af en loader, et specialbygget bæltekøretøj med en kran, sammenrulning af de mange kilometer tykke kabler, så det hele hurtigt kunne samles igen når man var på deployering – altså øvelse borte fra den faste standplads. Desuden skulle vi gøre louncherne køreklare så de var lige til at hægte bag på en lastbil.
Det var efterhånden blevet sidst i maj, og sommeren meldte sin ankomst. I den lune tid nød jeg friluftslivet, når der ikke lige var øvelse havde vi ikke meget at gøre.
Beredskabet gik på skift til de fire Hawk-eskadriller, men det var kun når der var observatører fra NATO tilstede at det var rigtigt stressende. En enkelt gang der huskes tydeligt var da vi havde besøg af en nederlandsk observatør. Netop den dag havde vi en del problemer med at få grejet til at fungere. Til og med var det en stormende og regnfuld dag, hvor vi ikke havde meget lyst til at ”lege røvere og soldater”. Derfor var vi også trukket i tørvejr i CCJB rummet, et lille crewrum tæt ved louncherne. Vi havde desuden fået organiseret en kaffemaskine og sendt en kuréer efter wienerbrød i tutten.
Det lykkedes endda at få observatøren til at drikke en kop kaffe ind i mellem hans utålmodige engelske gloser.
Når vi ikke var i beredskab gik tiden med smøring og pletmaling af udstyret. Det skete to gange hvor vi var i beredskabsvagt at der var så store problemer med vores materiel, at vi var nødt til at flytte med beredskabet til en anden Hawk eskadrille. Begge gange blev vi sendt til Esk. 544 ved Skalstrup.
Første gang det skete blev vi vækket kl. 0:30 og fik ordre til at pakke vort personlige grej, og sidde op på den lastvogn der holdt uden for vagten og som skulle køre os til Esk. 544. Der var vi uheldige med chaufføren som åbenbart ikke kunne finde vej. Vi menige sad på ladet indhyllet i vore tæpper, småblundende og kunne ikke forstå at det tog så lang tid at køre derud. Men det var sort nat omkring os, så vi anede ikke hvor vi kørte. Til sidst nåede vi frem, men med det resultat at vi kom en time forsent i beredskab. Der var meget nøje regler for hvor lang tid der må gå uden at være i beredskab, så derfor måtte vi i et større forhør dagen efter. Der kunne vi menige dog ikke sige meget – for vi havde sovet det meste af vejen, og var heller ikke stedkendte. I det hele taget var vi godt irriterede over at skulle ud til Skalstrup, for så fik vi noget senere fri dagen efter.
Efter en vagt havde man altid fri et døgn bagefter, så en torsdagsvagt var naturligvis eftertragtet.
DSB
Efter jeg var stationeret på Amager kunne jeg komme hjem ret tit, da der var fine togforbindelser døgnet rundt. Så selv om jeg kun havde en fridag efter en vagt tog jeg en tur til Odense.
Vagtafløsningen kom kl. 8:00, og så kørtes vi til Kongelundsfortet, hvor jeg efter et hurtigt bad blev gjort ”civiliseret” igen, efter ikke at have været af tøjet i et døgn. Det kunne lige lade sig gøre at nå en bus kl. 9:30 (hvis jeg ikke nåede den, var der to timer til den næste kørte.) Busturen ind til Hovedbanegården tog næsten en time. Så normalt blev det 11 toget jeg nåede. Så var det tid til en ordentlig skraver, og det var sjældent at jeg ikke sov før vi nåede Glostrup. Det var kun hvis der var nogle udenlandske turister med at man fik sig en snak.
Heldigvis kendte konduktørerne efterhånden en, så man blev vækket i god tid inden man skulle af. Det er dog hændt mig en enkelt gang at jeg er kørt for langt, og hvor jeg måtte tage turen med til Fredericia.
Tilbageturen til København startede gerne kl. 24:00 fra Odense. Da toget ikke førtes over Storebælt, men kun kørte til Nyborg H., måtte man begive sig til fods det sidste stykke ud til færgen. Der kunne man så til gengæld sove et par timer, da den ikke afgik med det samme. Fra Korsør kunne man tage posttoget som var i København ved 4:30 tiden, eller et persontog som var lidt mere atraktivt, da det var lidt længere tid undervejs. Det var nemlig temmelig koldt at sidde på Hovedbanegården og vente på at busserne begyndte at køre.
Når man tog bussen derud kunne det lige lade sig gøre at få lidt morgenmad i cafeteriet inden stueeftersynet kl. 7:30.
Deployering
Først på sommeren var der en deployering af to dages varighed. Vi menige havde intet kendskab til hvorhen vi skulle. På øvelsens første dag blev vi vækket omtrent midt på natten og kørt til appel i esk. 542´s område.
Majoren lagde ud med et par ”bevingede ord”, vi var vel i Flyvevåbnet! Så gav han en kort orientering om forløbet, hvorefter mandskabet blev sat i sving.
I loungerdelingen skulle vi gøre loungerne køreklare efter at raketterne var lagt på specielle stativer på lastvogne. For at beskytte raketterne mod regn og nysgerrige blikke fik de overtræk på. Vi fik hurtigt gjort vores del af arbejdet og blev sendt afsted på ladet af en lastvogn.
Så gik turen gennem København og videre sydpå. Vi var spændt på hvor vi skulle hen. Man kørte fire til fem lastbiler i kortege. I alt har der nok været 25 – 30 lastbiler plus et antal VW kleinbusser og Landrovers i den opsplittede konvoi. Man kørte forbi Køge og videre sydpå til i nærheden af Vordingborg. Øst for byen ligger der et stort militært område som var vort mål.
På hovedvejen, hvor der var en tilkørselsvej til området, blev jeg sat af som vejviser – og taget op af den sidste vogn. Derfor var en stor del af arbejdet med at rejse grejet, samt etablere teltlejr overstået da jeg ankom.
Denne gang var det store militærtelte med trægulve vi skulle overnatte i, og maden fik vi fra det medbragte feltkøkken. Maden bestod af koncerves, der opvarmedes i en kæmpegryde. Derpå fik hver enkelt en skoldhed dåse man selv skulle åbne. Maden kunne da spises, men var ikke særlig velsmagende. Kaffepauser var der også mulighed for, da vi havde tuttens kaffemaskiner med.
I dagtimerne havde vi skiftevis vagt / fri to timer ad gangen. Så der var fin mulighed for at være friske til et krobesøg i den lille landsby Stensved om aftenen. Det var skam ganske muntert. Tømmermændene dagen efter var dog knap så spændende, men vi fik da pakket grejet sammen og kom hjem i god behold.
Majoren kunne ved afslutningsappelen kun ”rose” eskadrillen og var glad for at øvelsen ikke havde kostet skadede personer, selv om vi havde været afsted midt i den værste ferietrafik.
International soldatervalfart
Som katolsk værnepligtig havde jeg mulighed for at deltage i en international soldatervalfart til Lourdes i Sydfrankrig. Normalt var der ikke noget der hed ferie for værnepligtige, og friheden kunne kun gives mod erstatningstjeneste, hvilket jeg accepterede.
Mine uniformer skulle forberedes, idet der på begge uniformsjakker og skjorter skulle syes Dannebrogsflag samt ”Danmark”, som altid ved danske soldater i udlandet.
Det vakte naturligvis opsigt blandt de andre menige at jeg kunne få lov til at deltage i sådan en tur.
Afrejsen skulle finde sted en onsdag aften i starten af juni, med togafgang fra Hovedbanegården kl. 21:00, hvor jeg mødte op meget spændt på at se mine rejsefæller. Der var et par gamle kendinge fra Odense; Knud M. Larsen og Preben Dyrslund. Der var en fra Fredericia, Bent Tvangsø fra København, plus to mere fra København – deres navne er gået i glemmebogen, den ene københavner var også fra Flyvevåbnet. Alle andre fra Hæren.
Med på turen var to unge sygeplejersker, en præst – Knud Åge Nielsen, fra kirken i Stenosgade. Senere på turen stødte Hans Esmark, som var præmierløjtnant og præstestuderende til.
Alle hilste på hinanden og glædede sig til en oplevelsesrig uge. Hamburgekspressen blev nu annonceret over højttalerne på dansk, tysk, engelsk, fransk og svensk, så der var allerede en international stemning.
Der var reserveret to kupéer til os, sygeplejerskerne havde bestilt liggevogn til Hamborg.
Ved 23 tiden var vi ved Rødby færge. Det var dejligt behageligt på overfarten. Der var ikke mange oppe i restauranten hvor vi indtog lidt natmad. Det virkende næsten som om færgen kun sejlede for vores skyld. Mærkeligt nok var ingen af os særligt trætte – snarere tværtimod. Nu hvor vi havde fået en toldfri øl gik snakken løs.
Knud Åge fortalte lidt om militærlejren som vi skulle bo i, i Lourdes, og om byen der er blevet så kendt, fordi Bernadette i 1858 flere gange så sin ”hvide dame”.
Der udveksledes naturligvis historier fra de forskellige militære afdelinger. Desværre var der ingen fra Marinen med. Det kunne have været interessant at sammenligne tjenestevilkårene.
Inden vi havde set os om var vi i Puttgarden, men der var lang vej endnu, Lourdes ligger kun 60 km. fra den spanske grænse. Det forventedes at vi ville være i Lourdes engang fredag aften, altså knap to døgn senere.
Efter toldkontrollen var kl. blevet 1:30, og da sad de fleste og småblundede indtil ankomsten til Hamborgs hovedbanegård ved kl. 4:00 tiden. Banegårdsrestauranten var lukket, så vi var ude for at finde et morgenværtshus i nabolaget, men der var ingen der.
Der var en mand der sagde at der var et sted i nærheden, så vi fulgte med, men vi kom efterhånden temmelig langt væk fra banegården, det var ikke godt at vide hvor vi skulle lokkes hen, måske en tur på Reeperbahn. Så vi besluttede os til at vende tilbage og så vente på at banegårdsrestauranten åbnede.
Det tog vi skulle rejse videre med havde afgang kl. 8 fra Hamborg. Zonderzug eins, som skulle køre os helt til Pyrenæerne. Det skulle samle folk op ned gennem Tyskland og efterhånden skulle der kobles vogne på fra Holland og Belgien.
Endelig kunne vi få morgenmad i banegårdsrestauranten. Inge og Linda – sygeplejerskerne, var nu også stødt til. Der var på dette tidspunkt temmelig meget trængsel, storbyen var vågnet op til en ny dag. Ved 7:30 tiden var det simpelthen nødvendigt at holde tæt sammen, for ikke at blive borte i vrimlen. Det var dog en fordel at vi havde danske uniformer på, og de vakte også en del opmærksomhed.
Endelig lød det over højttaleren: ”Zonderzug eins nach Lourdes/Frankreich – gleis fümf.”
Jeg tror næsten vi var de første der steg på toget. Kupéerne var ikke helt så behagelige som i de danske vogne. Ryglænene gik kun til lidt under skulderhøjde, og der var plastik på sæderne i stedet for det mere behagelige stof. I første omgang fik jeg en vinduesplads, men man sad ikke meget på ”sin” plads undervejs. Toget begyndte nu at køre igennem Hamborgs industriområder ved havnen. Elben passeredes og det flade stykke mod Bremen lå foran os. Undervejs skrev jeg brev til dem derhjemme, det ville jeg poste i Aachen, hvor vi skulle gøre ophold hen under aften.
Fra Bremen kørte vi gennem Osnabrück, Münster og det snavsede Ruhrdistrikt. Her midt i området i Duisburg steg der mange på, en af dem hed Werner. Han og Inge blev særdeles gode venner, og han bosatte sig i København efter sin militærtjeneste.
Vi kørte over Rhinen til Köln og sydvest mod Aachen tæt ved den belgiske grænse. I Aachen var der messe i domkirken. Det var endnu ikke så internationalt, da den lille danske gruppe var de eneste der skilte sig ud. Det tyske blev efterhånden genopfrisket. Efter messen gik vi ud for at få noget at spise, og fra nu af havde vi næsten hele tiden udenlandske rejsefæller med i vores kreds.
Efter et par timers ophold afgik toget mod den belgiske by Liège, og vi nåede at se lidt af Meusefloddalen inden det blev mørkt. Vi havde snart været 24 timer undervejs og var kørt cirka halvvejen. Langs Meuse ligger Belgiens store kulmine- og kemiske industriområde, så vi gik ikke glib af den store naturoplevelse da natten faldt på. Der er ellers smukt i den sydlige del af Belgien, men floderne betyder meget for samfærdslen, så den renere natur ligger væk fra floderne.
I løbet af aftenen passerede vi den franske grænse nord for byen Saint Quentin, det gik der en del vittigheder om på grund af det sted i USA der bærer samme navn.
Det var desværre ikke meningen at der skulle gøres ophold i Paris. Toget kørte i en bue uden om. Jeg kunne ikke sove og Werner fra Duisburg stod også ude på gangen og kiggede ind mod byen. Vi blev enige om at det havde været spændende med et lille stop der, men alt vi fik at se af Paris var de store rangerterræner hvor toget sneglede sig frem. Til sidst blev man alligevel så træt at man faldt til ro i den tætpakkede kupé.
Tidligt om morgenen blev der delt morgenmad ud. Og vi fik dagens proviant i en flad papkasse som rummede nogle dåseøl, flûtes, tyske pølser samt frugt. Så kunne man bytte indbyrdes hvis der var noget man ikke brød sig om.
I løbet af natten var vi kommet et godt stykke ned i Frankrig. Orleans var passeret og næste større by var Tours, hvor vi skulle samle vores militære leder op. Det var premierløjtnant Hans Esmark. Han læste dengang til præst i Frankrig.
Det var kønne områder vi kørte igennem, typisk franske som man kender dem fra film. Nogle fattige men meget maleriske småbyer. Ernest Hemmingway beskriver området fint i bogen ”Solen går sin gang”.
På strækningen Paris – Bordeaux kørte toget meget stærkt, mindst 180 km./t. vil jeg tro. Desuden bemærkede jeg at der er venstretrafik på de franske jernbaner.
Efterhånden blev fællesskabsfølelsen stor i toget og når vi passerede småbyer med nedsat fart blev valfartsmelodien ”Ave Maria” spillet over togets højttalersystem. Samtidig sang folk med og vinkede til de lokale ud af de nedrullede vinduer.
I Bordeaux var der et ophold, tids nok til et lille cafébesøg.
Fra Bordeaux førte jernbanen os stadig længere ud mod Biscayen, som til sidst kun var 25 km. væk, og så gik det mod Dax. Området her nord for Pyrenæerne er flad slette med skov.
Jeg glædede mig til at vi kom til bjergene, for den type natur havde jeg aldrig set før. Derfor stod jeg som klæbet til vinduet og kunne næsten ikke blive mættet af indtryk. Derfra var der kun 100 km til Lourdes. Det sidste stykke gik parallelt med den spanske grænse ca. 60 km. fra denne.
Det er et storslået landskab. Lige her midt i ligger Lourdes, hvor 47.000 soldater fra Belgien, Canada, Danmark, England, Frankrig, Holland, Italien, Spanien, Tyskland og USA var på besøg de næste tre dage.
Bjerglejren
Da vi ankom til Lourdes afleverede vi vor bagage, som så blev transporteret op til lejren på militære lastbiler. Lejren lå et stykke oven for byen på nogle hylder på bjergskråningen. Der skulle vi marchere op. De flere tusinde tyske soldater marcherede foran den lille danske flok på otte mand.
Hans Esmark sagde at vi ikke behøvede at køre en stram militær disciplin, når vi bare huskede på at vi med vore danske uniformer og lysblonde hoveder, som er sjældne på disse kanter – ville være meget iøjnefaldende. På turen op til lejren marcherede vi så på tre geledder for at gøre et velordnet indtryk ved vor ankomst. De højeste gik foran, og vi var to middelhøje flyvevåbenssoldater der gik til sidst.
Vi erfarede da vi kom til lejren at vi var en lille forkælet flok. For det første fik vi telte med feltsenge, alle andre sov på et lag halm, desuden var der borde og bænke, samt stumtjenere til vores uniformer. Altså samme forhold som de andre landes officerer fik, men det havde vi selvfølgelig ikke noget at indvende imod. Ved bespisningen fik vi vores ration udleveret fra det tyske feltkøkken, men da tyskerne var så talrige skulle vi gå frem i den lange kø og bryde ind i rækken helt fremme.
Da vi først havde fået os indkvarteret i de to store telte, ville vi ned og se på byen. De første arrangementer skulle først finde sted lørdag formiddag. Så vi gik på opdagelse på egen hånd.
Byen vrimlede med hoteller, souvenirbutikker, restauranter, caféer – og soldater i alle afskygninger af uniformer. Det værn som havde de mest ensartede uniformer var marinen. De franske marinere med deres røde pompon, tyskerne med de to bånd i nakken og englænderne med en hue lidt i stil med de danske. Flyvevåbens uniformerne var heller ikke så forskellige. Der hvor den største forskel fandtes var ved hæruniformerne. De danske grå og grønne, med de grønne baretter, som vakte opsigt blandt amerikanerne. (Amerikanske soldater i Vietnam bar grønne baretter.) De engelske brunlige og tyskernes grå var blandt de kedeligste. Det var utroligt så forskellige hæruniformerne var, men skyldes måske at hæren er et meget gammelt værn i forhold til flåde og flyvevåben.
Vi gjorde vor entré i en lille restaurant, og jeg havde efterhånden fået mit tyske frisket så meget op, at det faldt mig naturligt at bestille maden på tysk – da jeg desværre ikke beherskede fransk – tjeneren lod til at tale helt godt tysk.
Så fik vi maden og sad og snakkede løs, og kom i snak med nogle franske soldater, ved et tilfælde skete det på engelsk. Så gik der lidt tid og pludselig begyndte tjeneren og soldaterne en fredelig diskussion, og det gik op for mig at vi var emnet, da de spurgte hvilket sprog vi talte i Danmark – om vi talte engelsk eller tysk! Så måtte vi jo lige fyre lidt op under vort danske sprog. I øvrigt gjorde det at vi blev lidt mere frimodige til at tale både engelsk og tysk.
Det var korrekt når Hans Esmark sagde at danskerne vakte opsigt i Lourdes, man kom ustandseligt i snak med folk. De eneste der gik uden om os rent verbalt var spanierne.
Senere var vi på ølstue, og det gik muntert for sig, vi drak et par øl med nogle britiske menige, de var 17 – 18 år og de drak tæt, men som de sagde: ”We are old enough to kill – we are old enough to drink. God shave the Queen!” Senere marcherede et par af dem op og ned af gaden, spillende på sækkepibe. Vi måtte erkende at briterne så anderledes på det at uddanne krigere.
Allerede den første aften byttede folk uniformsgenstande. I toget på vej hjem mødte jeg en tysker der havde byttet hele sin uniform væk. De fleste byttede dog på et mere almindeligt plan med huer, værnsemblemer osv.
Da vi vendte hjem til lejren, kunne man efter ikke at have sovet ordentligt i over to døgn, helt bestemt finde sin sovepose.
Ved 7:30 tiden skulle vi op igen. Morgensoigneringen foregik ved en række vandhaner i det fri, så man vågnede når man kom ud i den kølige bjergluft. Morgenmenuen bestod af franskbrød med smør og the med rom. Så efter afkølingen rullede blodet atter rask i årerne.
I løbet af lørdagen skulle der være nogle fællesarrangementer, messe ved grotten samt korsvejsvandring. Vi var tilbage i den tyske fold. Danskere, tyskere og hollændere holdt messe sammen den dag på tysk. Andre sproggrupper holdt messer senere.
Især korsvejen var en stor oplevelse. Korsvejsstationerne var opbygget med figurer i naturlig størrelse og anbragt langs en sti op ad bjerget. Det var bevægende at se med hvilken omsorg syge og handicappede blev båret med rundt på deres bårer.
Senere lørdag eftermiddag var der nogle timer uden fast program. De blev benyttet til en udflugt op på toppen af det bjerg hvor militærlejren lå. Nede fra byen var der en tovbane op til bjergtoppen. Kablerne førte over floden og næsten helt til tops. Den arbejdede sig langsomt op imens den svajede for vinden. Kabinen var på størrelse med et ”Folkevognsrugbrød”. Bundbrædderne sluttede ikke helt tæt, så det var lidt uhyggeligt, når man kiggede den vej direkte ned. Så man derimod skråt ned over byen var der en flot udsigt. Turen tog kun et par minutter, så var man ved endestationen og kunne vandre det sidste stykke vej op. Inde i bjerget var der en kæmpe spalte man kunne komme ned i. Der var hugget trappetrin i den nøgne klippe, med meget langt mellemrum sad der en simpel lampe der kastede et svagt lys over de fugtige klippevægge.
Da man kom ud i det fri lidt længere nede, gned man lige øjnene en gang, for nede i dalen hang der enkelte skyer.
Lørdag aften summede byen om muligt endnu mere af liv end aftenen før. Det var som en kæmpe militær orlov imellem to slag. Alle europæiske sprog kogtes sammen i denne hektiske kæmpegryde. Et øjeblik taltes tysk, næste person talte engelsk med fransk accent, eller fransk med alle mulige accenter. Gik man en på en ølstue kunne man dog sagtens klare sig med et par fynske gloser. Hvis tjeneren var tilbøjelig til at overse en, så var det bare at knipse med fingrene og sige at han var ”en dø´bi´er”, så kom han straks springende med to pilsnere.
Søndag var der messe i Sankt Pius X´s basilika, den kæmpestore underjordiske betonkirke, som rummer 25.000 mennesker, og den var fyldt til bristepunktet. Kirken er oval med alteret på en forhøjning midt i. Udsmykningen er sparsom. Den virker nærmest som et underjordisk parkeringsanlæg når den er tom. Men når den er fyldt op skifter den fuldstændig karakter. Så er det som et menneskehav med en ø midt i, hvor de mange store alterlys er fyrtårn som skal lede sjælene på vej.
Som tidligere fortalt var alle de europæiske sprog repræsenteret, men når salmen ”Ave Maria” blev sunget, gjorde det kun det smukkere at den blev fremført på alle sprogene samtidig.
Om eftermiddagen var der en busudflugt til Gavanie i bjergene over snegrænsen. Det var en nervepirrende tur ad snævre serpentinerveje, hvor man bare håbede der der ikke kom modkørende. Chaufføren trykkede hornet i bund hver gang vi kom til et sving, hvor bagenden af bussen hang udover bjergsiden. Der blev kørt raskt til med en foruroligende dødsforagt.
Nede i dalen havde det været fint sommervejr med 22 graders varme, og vi havde anlagt skjorteuniform. Bent Tvangsø og jeg havde ikke tænkt på den store temperaturforskel der selvfølgelig ville være oppe i højderne. Så imens de andre var oppe og slås med sne, sad vi på en lille bistro og fik en kop mokka, der var så stærk at den sikkert kunne vække en død mand til live. Da de andre kom ned fra sneen havde de medbragt sne, som vi blev sulet med. Så vi gik ikke helt glip af den lille ”ekstravinter”. På tilbageturen til Lourdes blev der gjort holdt ved en stor dalbro der skulle være bygget på kejser Napoleons befaling, så rejsen over Pyrenæerne blev væsentligt forkortet.
Om aftenen afholdtes der en festbanket hvor alle deltagerlande kunne sende ca. 10 repræsentanter, så hele den danske gruppe deltog. Vi sad blandet mellem andre nationaliteter. Jeg kom til at sidde blandt nogle italienske hærfolk, og fik en god snak om forholdene i Danmark og Italien. Om den militære valfart, om det danske frisind og meget mere. Efter middagen blev vi interviewet af franske underofficerer til en slags beretning om valfartsarrangementet. Derefter fortsatte vi samværet med vore bordfæller på en bistro.
Den sidste aften i Lourdes tilbragte vi hele gruppen samlet. Det blev ud på de små timer inden vi fulgte Inge og Linda til deres hotel, og aftalte at de skulle komme op i lejren mandag formiddag og se hvordan vi boede.
Mandag var sidste dag her, med afrejse sidst på eftermiddagen. Inge og Linda kom på visit i teltet. Vi havde lidt vin som vi havde købt nede i byen, og lidt flûte fra vores feltration som vi beværtede vore gæster med. Vejret var fint nu, så vi kunne sidde i græsset udenfor teltet. Om lørdagen og søndagen havde der været enkelte regnbyger, så vi nød solskinnet.
Midt på formiddagen skulle vi til messe sammen med tyskerne i den underjordiske kirke. Det var en messe der blev optaget til tysk TV2.
Frokosten indtog vi i lejren og derefter var vi rundt i byen for at se de sidste seværdigheder. Det blev til et besøg på den gamle kirkegård, hvor Bernadettes familie ligger begravet, samt et besøg ved hendes barndomshjem som er bevaret. Ved kilden tappede de fleste en lille flaske af det undergørende vand.
Afrejse
Desværre nærmede afrejsetidspunktet sig alt for hurtigt. Tiden var gået så hurtigt og vi kunne vinke farvel til de franske soldater, der syngende marcherede afsted til banegården.
Vi var nogle af de sidste der skulle rejse, men snart sad vi dog atter i toget og den lange hjemrejse kunne begynde. Det var kort tid vi havde været i valfartsbyen, men vore sind var blevet kraftigt præget af oplevelserne.
Hjemrejseruten var en lidt anden end udturen. Toget kørte mod Tarbes og de første 100 km. parallelt med den spanske grænse. Derefter mod nordøst til Toulouse. Omkring os var kuperet terræn, med vinmarker, og vi kom igennem den lille by Cahors, hvor Henrik Monpezats forældre boede. Toget snoede sig frem i landskabet og kørte gennem mange tunneler, mod Limoges og videre til Orleans hvor der var et ophold. Her var vi til messe i domkirken, som ligger for enden af Rue Jeanne d´Arc. I samme gade besøgte vi en lille restaurant og bestilte omelet med en øl til, den billigste ret, for der var ved at være lavvande i tegnebogen.
Efter således at have fået strakt ben, sørget for det gejstlige og indtaget et tiltrængt måltid, var vi atter klar til at mærke jernbanesporets ujævnheder og høre hjulenes metaliske sang.
Mørket faldt på og man trængte til at hvile sig. Men det var ikke komfortabelt at sidde og sove i den overfyldte kupé, så denne nat rullede jeg min sovepose ud i toggangen, og kunne så sove udstrakt. Der var også andre der havde fået samme gode idé, så gangen flød med sovende mennesker. Vi blev vækket da morgenkaffevognen rullede gennem toget ved 7:00 tiden. Der var lang kø ved det lille toilet- og vaskerum om morgenen, men efterhånden lykkedes det da de fleste til at komme til at se nogenlunde velsoignerede ud. Mine uniformsbukser var efterhånden lidt krøllede, så jeg tog det andet par, som havde ligget pænt i pres nederst i kufferten. Turen gik nu op gennem Tyskland, og der blev ved næsten hver store station vinket farvel til nogle, og det var et næsten tomt tog vi steg ud af i Hamborg. Det sidste stykke til København gik alt for hurtigt. Det var svært at sige farvel efter at vi i bogstaveligste forstand var blevet rystet sammen i en lille uges tid. Der blev da også holdt en lille fest et par måneder efter.
Deployering til Oksbøl
Tilbage i eskadrille 542 gik livet sin stille og rolige gang, det meste af sommeren i hvert fald. Fritiden gik for mit vedkommende mest med pendulfart mellem København og Odense. Undertiden besøgte jeg vennerne fra Lourdes-turen, og nattelivet i København blev også udforsket i det små. I august måned kom der lidt mere gang i aktiviteterne.
Efteråret er traditionelt tiden til store militærmanøvrer og det gjaldt også Esk. 542.
Optakten til disse aktiviteter var en uges deployering til Oksbøl. Vort materiel var kørt til Oksbøl lidt efter lidt af hensyn til Storebæltstrafikken. Mandskabet skulle med et gammelt transportfly, en C54´er, som skulle flyve os fra Værløse flyvestation til Skrydstrup.
Officererne sad i en lille passagerkabine lige bag cockpittet. Sergenter og menige sad i lastrummet. Man sad med ryggen til flysiden, men kunne dog se lidt ud af de små vinduer når man drejede hovedet kraftigt.
Så fjernede man stopklodserne fra landingshjulene, motorerne var varmet op, og flyet taxiede ud til startbanen. Under starten var der meget motorstøj da lastrummet ikke var så godt lydisoleret. Flyet rullede ud ad startbanen og pludselig pressedes man skråt sidelæns da vi lettede.
Jeg nåede lige at få et blik af Flyvestation Værløse fra luften, inden kursen lagdes ud over Roskilde fjord. Over Sjælland var der klart solskin, så under os lå landskabet ternet så langt øjet rakte. Halvvejs over Storebælt blev det overskyet, men vi fløj over skyerne, som virkede som et kæmpe snelandskab. Nogle gange havde vi både et lag skyer over, og et lag under os, da så det meget uvirkeligt ud.
Efter godt tyve minutters flyvning gik flyet ned gennem skylaget og jeg genkendte straks landskabet omkring Flyvestation Skrydstrup, hvor jeg havde slået mine folder i rekruttiden. Nu kunne vi se hangarer og vejene på flyvestationens store areal, og inden vi så os om mærkede man et lille bump da landingshjulene tog betonen. Flyet taxiede hen til en lille cirkelformet plads inde i en beplantning der næsten skjulte flyet. Her holdt der en militærbus der skulle befordre os til Oksbøllejren.
Det var helt mærkeligt at se flyvestationen sløret af alt det grønne løv. Det var jo vinter sidst jeg havde været her.
Vi kørte forbi vagten og ud i det Sønderjyske landskab.
Indkvarteringen var i militærlejren i Oksbøl. Den bestod mest af gamle træbarakker. Det var meningen at vi skulle have et døgns tjeneste og et døgn fri osv. hele ugen.
Jeg var så heldig at starte med en frivagt til morgenen efter. Så efter indkvarteringen, fik jeg en lur så jeg kunne være frisk til et besøg i Oksbøl ”by” om aftenen.
De fleste af os havde civilt tøj med så uniformen blev gemt væk til en anden god gang.
Første friaften så vi lidt på nattelivet i Oksbøl og det var mildt sagt noget sløvt. Derfor var de fleste friske om morgenen da vi skulle overtage vagten, ude i terrænet i nærheden af Blåvands Huk. Det var en længere køretur derud, på ladet af en helt åben lastbil.
Alt grejet var monteret, så vi skulle kun måle elektriske impulser, sørge for fjernstyringskontakt og bytte lidt rundt på raketterne for at træne genladning, og hvis der var tvivl om de fungerede.
Vejret var heldigvis nogenlunde, da vi ikke havde CCJB rum med, det er kun beregnet til den faste standplads.
Øvelsen krævede ikke meget af de menige, men officererne havde mere realistiske forhold, idet der kom bølger af jagerfly ind fra Vesterhavet, som de skulle simulere nedskydning af.
Om aftenen og natten havde vi almindelig vagt for at holde sommerhusgæsterne på afstand, samt brandvagt, for hedearealet var flere gange blevet antændt af lysbomber og ulmede flere steder døgnvis. Så vi menige patruljerede skiftevis med gevær og branddasker.
Heldigvis havde vi fri hvert andet døgn. Varde blev aflagt et besøg, og Esbjerg tilbragte vi en hel dag og aften i, der var ikke mange værtshuse vi ikke fik set.
Vi tog ind til byen med den gamle skinnebus der kører mellem Varde og Nr. Nebel. Når vi skulle tilbage til Oksbøl var vi nødt til at tage en taxa, men da vi var fire – fem stykker blev det ikke så dyrt.
I weekenden var der ingen øvelser. Så der skulle vi kun holde nysgerrige på afstand, hvilket også var rigeligt. Der var nemlig mange der lige havde lyst til at se hvad der foregik her.
På flyveturen tilbage fløj vi over Odense i relativ lav højde, og jeg kunne faktisk se ned på huset hvor jeg boede, jeg var måske kun 1,5 km hjemmefra, men skulle jo lige med omkring eskadrillens standplads inden der var et døgns orlov.
Efter en uges øvelse i felten var det godt at komme tilbage til Kongelunden.
I løbet af efteråret var der jævnligt orienteringsløb i Kongelundsskoven. En lille bekvem skov til den slags aktiviteter, for skoven er anlagt efter samme princip som Fredericia; Alle veje og stier ligger vinkelret på hinanden. Når det så tages i betragtning at skoven kun er et par km. lang og ca. en km. bred, var der ikke de store muligheder for at fare vild. Når man skulle hjem til kasernen om natten, efter en tur i byen, brød jeg mig dog ikke meget om gåturen gennem den mørke skov. Det var nemlig den sommer at der var en taxachauffør der blev myrdet og frarøvet sine penge her.
Nytårsvagt
Julen1972 var jeg så heldig at have orlov, men skulle møde den 31. december og have sitevagt d.v.s. kontrollere ind- og udkørsel, skiftevis med at passe telefoncentral og vagtrunder langs hegnet.
Der var flere af mine soldaterkammerater der var skuffet over at de skulle have vagt nytårsaften, og som så frem til en kedelig aften.
Jeg var heller ikke alt for optimistisk, men blev da glædelig overrasket.
Den vagthavende officer var sekondløjtnant Mouritzen, en yngre frisk officer der ikke tog så højtideligt på tingene denne aften.
Ved vagttiltrædelsen plejede man at lade geværerne med skarpe patroner, men denne dag var der eftersyn af gevær uden at der blev udleveret skarp ammunition. (Trusselsbilledet har nok set anderledes ud end i sommeren 2022). Da resten af eskadrillen havde orlov blev porten lukket og låst, og kun åbnet når maden kom. Turene langs hegnet skulle dog foretages ca. en gang i timen.
Der var travlhed ved telefonomstillingen for der var mange der lige skulle ringe hjem til familien.
Det lille vagtrum virkede på denne dag helt hyggeligt, for vi fik den gamle radio tændt, og der var god musik som fik eftermiddagen til at gå hurtigt. Var der ikke noget vi gad lytte til på DR stillede vi over på Sverige.
Ved 18:00 tiden kom maden, flæskesteg med alt hvad der hører til, plus vin og derefter dessert. Så turen langs hegnet bagefter gjorde faktisk godt oven på det store måltid.
Efter maden hentede vi fjernsynet ind i vagtstuen, så telefonvagten også kunne se med. Denne dag havde de fleste medbragt nogle øl, og flyvevåbnet var også vært ved et par stykker, så vagtrummet var midlertidig omdannet til slyngelstue. Selv sekundløjtnanten kom ind og hilste på i løbet af aftenen.
Kl. 24:00 blev der skålet i sekt, og jeg, og flere af de andre menige gik nu ind i den sidste hele måned af tjenestetiden.
Jørgen Mylius underholdt via radioen til langt ud på natten. Det var koldt på vagtrunderne i løbet af natten. Træer, hegn og hustage var hvide af rimfrost.
Resten af landet festede, men her var der forholdsvis ro ved 2:00 tiden. Hver mand skulle sidde tre kvarter ad gangen ved telefonbordet, og efter de mange drikkevarer var det noget svært at holde sig vågen. Nu blev det jo heller ikke meget bedre af der kun var lys i en skrivebordslampe og at vagthavende sergent lå på en briks ved siden af og snorkboblede. Men afløsningens time kom omsider, og så var det med at få den næste rusket vågen. Derefter var det nemt at sove – selv med støvler og alt tøjet på!
Sådan gik det et par gange i løbet af natten, så ligesom mange andre danskere vågnede jeg op med tømmermænd og små øjne nytårsmorgen. En hurtig opfriskning i form af et brusebad gjorde dog sit til at man kunne skynde sig ind på hovedbanegården og rejse vestover.
Få dage tilbage
Den sidste måned af værnepligten sneglede sig afsted. De nye havde overtaget det meste af arbejdet efter deres oplæring. Så mit hold drev lidt rundt og slørede sig så godt som muligt.
Traditionen tro skulle vi på en basse udflugt. Den gik til Teknisk museum i Helsingør, og derefter en våd frokost i Helsingør hallens restaurant. Om eftermiddagen var der besøg på Wibroe bryggeriet, som efter rundvisningen var vært ved jeg ved ikke hvor mange øl. Heldigvis havde vi vor egen bus med. Så de fleste sad og sov i bussen på vej hjem. Af hensyn til Flyvevåbnets omdømme havde vi alle været civilklædte.
Selve hjemsendelsesdagen oprandt omsider. På grund af min Frankrigsrejse havde jeg fået 5 dages erstatningstjeneste, hvor jeg bare skulle møde op om morgenen, og så fik jeg lov til at holde fri. Friheden havde jeg selvfølgelig ikke noget imod, men det var nu rart at slippe for at sove i toget hver nat.
Så det var en fornøjelse at lukke døren ind til eskadrillechefens kontor for sidste gang, efter at jeg var blevet kaldt ind til afskedshåndtryk.
Dagen jeg rejste hjem på var det klar frost og solskin, så ligesom på indkaldelsen svarede vejret til mit humør.
Jeg gik frem og tilbage ad hovedbanegårdens perron for at holde varmen…
Værnepligten havde været en station på sporet, som der nu blev fløjtet til afgang fra.
Typograf emeritus 